Det skønne gamle skovløberhus fra 1797 har igennem årenes løb huset skovens ansatte og deres familier.
Da huset ikke længere var egnet til beboelse og Naturstyrelsen ønskede at bevare huset, indgik de i 2020 en aftale med Foreningen Tisvildevejen således at det gamle skovløberhus “Tibberuphus” på den måde kunne få nyt liv og dermed bevares som det ældste skovløberhus i Gribskov.
Det var helt naturligt for Foreningen Tisvildevejen at indgå aftalen, da vandreruten går lige forbi Tibberuphus og det var derfor oplagt at indtænke Tibberuphus som samlingssted og omdanne huset til “Naturens forsamlingshus”.
I det daglige skal det fungere som café og mødested for vandrere, cyklister, ryttere og andre med interesse for naturen, som kommer forbi.
Med tiden skal der også indrettes overnatningsmuligheder og mødelokaler.
Naturstyrelsen har bidraget med et smukt nyt stråtag, nye vindskeder samt nyt biorensningsanlæg.
Men for at huset kan blive i stand til at fungere som samlingssted, skal der en gennemgribende renovering til. Tisvildevejen har i første omgang modtaget 995.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens “Her bor vi”-pulje, og med det kan bygningen blive klar til renovering, få opdateret basis installationer som vand, varme, el og kloak.
Projektet har været på tegnebrættet siden foråret 2020 og renoveringen har et samlet budget på 5 mio.kr.
Foreningen Tisvildevejen søger yderligere finansiering til gennemførelse af det samlede projekt og imens skaber den lille cafébus opmærksomhed omkring projektet og stedet.
Den socialøkonomiske virksomhed ”Kilden” og Foreningen Tisvildevejen har igennem en årrække haft et godt samarbejde om forskellige opgaver.
De unge mennesker hjælper blandt andet med at passe arealerne omkring Tibberuphus.
Det er et fantastisk stort arbejde de byder ind med, og det nyder foreningen og alle gæsterne på Tibberuphus godt af.
I renoveringsprocessen med Tibberuphus vil der blive brug for frivillige kræfter til nogle af opgaverne.
Når der fx skal males, lægges gulv, sættes fliser op og meget mere, vil al hjælp blive værdsat og taget imod med kyshånd.
Send os en mail, hvis du har lyst til at give en hånd med og kom med på vores frivillig-liste. Skriv eventuelt hvad du har lyst til at hjælpe med.
Når det er tid til at trække i arbejdstøjet, skriver vi ud til alle og på baggrund af tilbagemeldingerne, får vi planlagt arbejdet.
Indtil bygningerne står færdige og kan tages i brug, står Café-bussen ved Tibberuphus og serverer kaffe og skønne kager for de forbipasserende.
Café-bussen drives af Haldbjerg-Naturcampus.
Haldbjerg-Naturcampus kommer også til at stå for driften af Tibberuphus Caféen, når den på et tidspunkt skal i drift.
Cafe-bussen har åben i sommerhalvåret, i weekenderne.