Pilgrimmenes vandring gik i katolsk tid over Esrum Kloster, hvor de fik mad og logi. Målet var i mange tilfælde Sankt Helene kilde og grav i Tisvilde. På denne rejse passerede pilgrimmene en række mindre kendte kilder, der i den lokale folketro havde helbredende virkning
Helligkilderne langs ruten
Tisvildevejen er en historisk pilgrimsrute i den forstand at den i forhold til sin udstrækning, indeholder et betydeligt antal interessante valfartssteder som munke og pilgrimme har opsøgt. Munke har i rituelt øjemed anvendt kilderne og mange pilgrimme har gennem tiderne opsøgt klostrene Esrum Kloster, Æbelholt Kloster, Asserbo Slotsruin (da den i en kort årrække var kloster), samt de historiske helligkilder Daniels Kilde, Grønne Kilde, Hvidekilde, Snokilde, Toftekilde og Helene Kilde. Der findes nogle, men ikke mange, skriftlige kilder fra denne tid, men hvis man bruger sin fantasi, er det ikke svært at forestille sig, at der knytter sig spændende historier og skæbner til anvendelsen af helligkilderne. Vi véd at helligkilderne i en periode på flere hundrede år var en betydelig del af den religiøse praksis som knyttede sig til den katolske kirke.
Søren Frandsen, museumsinspektør Museum Nordsjælland har bidraget med denne tekst om helligkilderne på Tisvildevejen:
”For de fleste, der i dag vandrer ad Tisvildevejen, findes et højdepunkt, som varierer efter interesse, indstilling og tro. I middelalderen var en pilgrimsrejse mere målrettet. Man søgte til kirker og kapeller, der var indviet til helgener, der kunne hjælpe på hvert sit område ved at gå i forbøn hos Vor Herre. Helbredelse af sygdomme var ofte inde i billedet. Helgenerne blev et bindeled mellem mennesker og Gud.
Det var særligt munkene i klostrene, der arbejdede med at helliggøre personer, der i levende live eller efter deres død var årsagen til mirakler. Det gav anseelse og kunne være en god forretning gennem de ofre, der blev nedlagt i pengebøsserne ved helgengravene. I Nordsjælland fik augustinermunkene på Æbelholt i 1224 held til at få helgenkåret abbed Vilhelm, der var klosterets grundlægger.
Cisterciensermunkene i Esrum havde også en interesse i at etablere en tilbedelse af en helgen i deres lokalområde. Flere ting tyder på, at historien om den svenske Sankt Helene, der blev helgenkåret i 1164 af pave Alexander den III, blev benyttet til at etablere et kapel nordvest for Tisvilde, hvor den hellige Helene efter den lokale tradition blev begravet. I den svenske helgenskildring om Helene fremgår det imidlertid, at hun blev gravsat i Skövde i det sydlige Sverige, men i nærheden fandtes et cistercienserkloster, der sandsynligvis hjalp med at få overført ”Skt. Helenes legeme” til den nordsjællandske kyst ved Tisvilde. Det skete ved at man fra graven optog knogledele, der blev brugt som relikvier og placeret i alterborde i en række kirker og kapeller, der blev indviet til Sankt Helene. Helsingør-præsten Peder Lange fortæller i 1638, at det var på kong Abels tid, dvs. i årene 1250-52, at hendes legeme (et relikvie) ankom med svenske munke. Da de midt om natten nærmede sig stranden ved Tisvilde, udsprang en kilde ikke langt fra det sted, hvor hendes legeme siden blev begravet.
Cisterciensermunkene i Esrum Kloster fik sandsynligvis på denne måde held til at etablere ”en grav” for Skt. Helene ved Tisvilde. De to sten, der efter reformationen blev opfattet som stedet, hvor hendes grav fandtes, viste sig ved en udgravning i 1924 at indgå i fundamentet til en bygning, der ganske givet har været et katolsk kapel, hvor relikviet efter Skt. Helene sikkert lå i et gemme i alterbordet. Kapellet har muligvis været et af de bedst besøgte på Sjælland i middelalderen.
Pilgrimmenes vandring gik i katolsk tid over Esrum Kloster, hvor de fik mad og logi. Målet var i mange tilfælde Sankt Helene kilde og grav i Tisvilde. På denne rejse passerede pilgrimmene en række mindre kendte kilder, der i den lokale folketro havde helbredende virkning. Steder, hvor der vældede vand frem fra en skrænt eller bakke, satte fantasien i gang godt hjulpet på vej af munkene i klostrene. Hvis det var muligt, satte de kilderne i forbindelse med tidens helgendyrkelse og troen på helbredelse ved at drikke vandet.I 1929 udgav folkemindesamleren Arnold Olsen bogen Nordsjællandske Helligkilder, hvor han fortæller om de kilder, der var kendt i den folkelige overlevering på det tidspunkt. Allerede dengang var flere af dem vanskelige at finde i terrænnet. Hvor kilderne ligger i nærheden af Tisvildevejen, har vi i en række tilfælde valgt at bringe Arnold Olsens tekst illustreret af hans små tuschtegninger.
Tisvildevejen i vor tid har en begyndelse og en afslutning, der afspejler sidste del af en vigtig pilgrimsrute fra middelalderen. Også den tids rejsende var sikkert i forbindelse med befolkningen i vore landsbyer. Tisvildevejen er derfor et projekt, der hviler på et solidt historisk grundlag”.
Tegninger: Arnold Olsen – Tekst: Søren Frandsen
