Med årets sommerpilgrimme i Tibirke Bakker

Med årets sommerpilgrimme i Tibirke Bakker

Årets sommerpilgrimsvandring fra den 1. – 6. juli er netop afsluttet og en af de mange store oplevelser, var turen i Tibirke Bakker med Christian Friis som guide.

Pilgrimsvandringen startede i Esrum torsdag og var søndag nået til Ramløse. Mandag fortsatte turen videre mod Tibirke over Ellemosen og Oldtidsvejen, men det er ikke denne tur, jeg her vil fortælle om, nej det er den helt unikke tur i Tibirke Bakker.

Vores guide Christian førte os alle ind i bakkerne fra Tibirke Kirke. Helt fra start kunne vi bare fornemme, at dette ville blive en underholdende tur. Christian fortalte med stor humor om det gamle æbletræ, som har stået der i flere hundrede år og som leverer de sureste æbler man kan tænke sig.

Videre gik det mod Udsigten. På vejen kom vi forbi fine huse med historier, der rækker langt tilbage i tiden. Forfattere, malere og andre fra det finere København havde sommerhuse her. Christian fortalte levende om dengang han som postbud, måtte lære alle navne på beboerne at kende på ganske få dage, for at kunne levere posten.

At den klassiske danske roman af Hans Scherfig ”Den forsvundne fuldmægtig” er skrevet med udgangspunkt i beboerne i Tibirke Bakker, giver lige pludselig romanen en helt anden betydning. I sin tid var det tvangslæsning på boghandleruddannelsen, nu vil jeg læse den igen med nye øjne.

Med den fantastiske krydrede duft af gran, lyng, enebær, vilde blomster, sol, varme og græs i næsen, vandrede vi videre igennem landskabet. En let brise fejede igennem bakkerne og jeg blev fyldt med dejlige minder om sorgløse somre.

Vi vandrede op mod Udsigten og efter opstigningens anstrengelser, blev vi belønnet med den mest fantastiske udsigt langt mod Gribskov, Frederiksværk, Valby og Vejby. Både Kullen og Sjællands Odde kunne skimtes i det fjerne.

Efter turen i bakkerne fortsatte pilgrimmene videre mod Tisvildeleje, hvor de skulle overnatte inden turen gik mod endepunktet i Vejby, hvor der blev takket af og taget afsked efter 6 skønne dage.

 

Tusinde tak til Christian Friis og alle årets skønne pilgrimme for en uforglemmelig tur i Tibirke Bakker.

Susanna