Helligkilde langs Tisvildevejen
På Tisvildevejen passerer du en række kilder, der i den lokale folketro havde helbredende virkning

Helligkilderne på Tisvildevejen

Pilgrimmenes vandring gik i katolsk tid over Esrum Kloster, hvor de fik mad og logi. Målet var i mange tilfælde Sankt Helene kilde og grav i Tisvilde. På denne rejse passerede pilgrimmene en række mindre kendte kilder, der i den lokale folketro havde helbredende virkning

Nordsjællands vidunderlige natur og kultur - Det kendte, glemte og gemte

Der er en omfattende og forestående proces med at formidle disse nøje udvalgte lokaliteter.

Der vil blive en fysisk formidling med skiltning, men herudover også app-baseret bluetooth teknologi hvor man skal kunne se film, billeder og tekst om det pågældende sted.

Formidlingen sker i samarbejde med Museum Nordsjælland, Gribskov Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland.

Helligkilderne langs ruten

Tisvildevejen er en historisk pilgrimsrute i den forstand at den i forhold til sin udstrækning, indeholder et betydeligt antal interessante valfartssteder som munke og pilgrimme har opsøgt. Munke har i rituelt øjemed anvendt kilderne og mange pilgrimme har gennem tiderne opsøgt klostrene Esrum Kloster, Æbelholt Kloster, Asserbo Slotsruin (da den i en kort årrække var kloster), samt de historiske helligkilder Daniels Kilde, Grønne Kilde, Hvidekilde, Snokilde, Toftekilde og Helene Kilde. Der findes nogle, men ikke mange, skriftlige kilder fra denne tid, men hvis man bruger sin fantasi, er det ikke svært at forestille sig, at der knytter sig spændende historier og skæbner til anvendelsen af helligkilderne. Vi véd at helligkilderne i en periode på flere hundrede år var en betydelig del af den religiøse praksis som knyttede sig til den katolske kirke.

Søren Frandsen, museumsinspektør Museum Nordsjælland har bidraget med denne tekst om helligkilderne på Tisvildevejen:

”For de fleste, der i dag vandrer ad Tisvildevejen, findes et højdepunkt, som varierer efter interesse, indstilling og tro. I middelalderen var en pilgrimsrejse mere målrettet. Man søgte til kirker og kapeller, der var indviet til helgener, der kunne hjælpe på hvert sit område ved at gå i forbøn hos Vor Herre. Helbredelse af sygdomme var ofte inde i billedet. Helgenerne blev et bindeled mellem mennesker og Gud.

Det var særligt munkene i klostrene, der arbejdede med at helliggøre personer, der i levende live eller efter deres død var årsagen til mirakler. Det gav anseelse og kunne være en god forretning gennem de ofre, der blev nedlagt i pengebøsserne ved helgengravene. I Nordsjælland fik augustinermunkene på Æbelholt i 1224 held til at få helgenkåret abbed Vilhelm, der var klosterets grundlægger.

Cisterciensermunkene i Esrum havde også en interesse i at etablere en tilbedelse af en helgen i deres lokalområde. Flere ting tyder på, at historien om den svenske Sankt Helene, der blev helgenkåret i 1164 af pave Alexander den III, blev benyttet til at etablere et kapel nordvest for Tisvilde, hvor den hellige Helene efter den lokale tradition blev begravet. I den svenske helgenskildring om Helene fremgår det imidlertid, at hun blev gravsat i Skövde i det sydlige Sverige, men i nærheden fandtes et cistercienserkloster, der sandsynligvis hjalp med at få overført ”Skt. Helenes legeme” til den nordsjællandske kyst ved Tisvilde. Det skete ved at man fra graven optog knogledele, der blev brugt som relikvier og placeret i alterborde i en række kirker og kapeller, der blev indviet til Sankt Helene. Helsingør-præsten Peder Lange fortæller i 1638, at det var på kong Abels tid, dvs. i årene 1250-52, at hendes legeme (et relikvie) ankom med svenske munke. Da de midt om natten nærmede sig stranden ved Tisvilde, udsprang en kilde ikke langt fra det sted, hvor hendes legeme siden blev begravet.

Cisterciensermunkene i Esrum Kloster fik sandsynligvis på denne måde held til at etablere ”en grav” for Skt. Helene ved Tisvilde. De to sten, der efter reformationen blev opfattet som stedet, hvor hendes grav fandtes, viste sig ved en udgravning i 1924 at indgå i fundamentet til en bygning, der ganske givet har været et katolsk kapel, hvor relikviet efter Skt. Helene sikkert lå i et gemme i alterbordet. Kapellet har muligvis været et af de bedst besøgte på Sjælland i middelalderen.
Pilgrimmenes vandring gik i katolsk tid over Esrum Kloster, hvor de fik mad og logi. Målet var i mange tilfælde Sankt Helene kilde og grav i Tisvilde. På denne rejse passerede pilgrimmene en række mindre kendte kilder, der i den lokale folketro havde helbredende virkning. Steder, hvor der vældede vand frem fra en skrænt eller bakke, satte fantasien i gang godt hjulpet på vej af munkene i klostrene. Hvis det var muligt, satte de kilderne i forbindelse med tidens helgendyrkelse og troen på helbredelse ved at drikke vandet.

I 1929 udgav folkemindesamleren Arnold Olsen bogen Nordsjællandske Helligkilder, hvor han fortæller om de kilder, der var kendt i den folkelige overlevering på det tidspunkt. Allerede dengang var flere af dem vanskelige at finde i terrænnet. Hvor kilderne ligger i nærheden af Tisvildevejen, har vi i en række tilfælde valgt at bringe Arnold Olsens tekst illustreret af hans små tuschtegninger.
Tisvildevejen i vor tid har en begyndelse og en afslutning, der afspejler sidste del af en vigtig pilgrimsrute fra middelalderen. Også den tids rejsende var sikkert i forbindelse med befolkningen i vore landsbyer. Tisvildevejen er derfor et projekt, der hviler på et solidt historisk grundlag”.

DANIELS KILDE VED ESRUM KLOSTER

I det østlige hjørne af Esrum Lund mellem Krogdalshuset og Esrum Kloster ligger Daniels Kilde, der uden tvivl er blevet regnet for en helligkilde. På bunden findes egeplanker. Man brugte at lægge træbund i de hellige kilder, for at ikke de penge, man ofrede, skulle synke ned i dyndet.

Efter sagnet skal kilden bære navn efter en munk i Esrom Kloster. Han hed Daniel. Munken blev engang meget syg, og i sin nød sendte han bud efter abbed Vilhelm på Æbelholt Kloster. Vilhelm helbredte ham ved håndspålæggelse og bød ham drikke af kildens vand, der efter den tid fik lægende kraft.

Folk fra Esrum og omegn har hentet vand i Daniels kilde mod forskellige sygdomme. Det var særlig mod hovedværk, udslet og gigt, at vandet var godt. (Arnold Olsen, Nordsjællandske Helligkilder 1929)

Du passerer kilden på ruten Esrum – Mårum

GRØNNEKILDE I GRIBSKOV VED MÅRUM

Af Peter Kalko

Grønnekilde er en helligkilde

Sagnet siger, at Esrum munkene vandrede ud til Grønnekilde Skærtorsdag i Påsken, ”det grønnes dag”, for her at vaske de fattiges fødder i kildevandet, og på denne måde at vise deres ydmyghed. Røret man ser stikke ud af brinken siges at være et efterladenskab af ”Jens Omgang”, som engang måtte stikke sit gevær ind i jorden i skrænten for ikke at blive taget med dette i hånden. Jens Omgang var en krybskytte som levede på egnen i 1800-tallet.

Du passerer kilden på ruten Esrum – Mårum

HVIDEKILDE I GRIBSKOV VED MÅRUM

Ikke langt fra Grønnekilde kommer du til den anden hellige kilde, Hvidekilde. Den ligger for foden af en skråning med udsigt over Kollerup Enghave, som er et gammelt afgræsnings-område for Mårum bøndernes kreaturer. Også her er der et sagn. Det siges at Esrum munkene gik i procession til Hvidekilde i påskeugen, ”den hvide uge”. En anden overlevering siger: ”At så længe der løber vand i Hvidekilde, får vi ikke krig i Danmark”. Til beroligelse for læseren, kan de oplyses at ingen endnu har observeret at kilden er løbet tør for vand.

Du passerer kilden på ruten Esrum – Mårum

SNOKILDE VED ANNISSE

Af Søren Frandsen

Nord for Annisse by ligger en kilde, som hedder Snokilde ved foden af en bakke, som kaldes Baunen. Snokilde har fra gammel tid haft ry som helligkilde. Sagnet siger, at abbed Vilhelm, Æbelholt Kloster, selv lod den oprense og velsignede kilden, så dens vand fik lægende egenskab. En munk, Erik, blev sat til at vogte kilden. I Annisse var der to syge kvinder, den ene var blind, og den anden led af hellig ild (Rosen). Men ved at bade sig i kilden og samtidig love hellig Vilhelm en gave fik de deres helbred igen. (Arnold Olsen, Nordsjællandske Helligkilder 1929)

Du passerer kilden på ruten Annisse – Ramløse

TOFTE KILDE VED TIBIRKE

Lidt syd for Tibirke Kirke lige ved landevejen ligger Tofte Kilde. Et sagn vil sige, at det gamle Tibirkes tilsandede gadekær har sit udløb igennem Tofte Kilde.

Kilden har været regnet for helligkilde. Også vætter og trolde skal have hentet vand deri. Således beretter et gammelt sagn, at når Arnakketrolden havde hentet vand i Tofte Kilde, har han kørt over Tibirke Bakker, hvor der findes en gold stribe, hvor intet kan gro. (Arnold Olsen, Nordsjællandske Helligkilder 1929)

Du passerer kilden på ruten Ramløse – Tisvilde

HELENE KILDE VED TISVILDEVEJEN

Af Liv Appel, Søren Frandsen og Erik A. Jarrum

Sagnkredsen om Helene, Arild og Thora i den nordlige Øresundsregion. I begyndelsen af 1500-årene blev bebyggelsen langs kysterne omkring det nordlige Øresund og sydlige Kattegat mere permanent, og der opstod egentlige fiskerlejer med helårsbeboelse. Havet forbandt de små fiskersamfund, og indbyggernes livssyn var præget af den hårde tilværelse ved og på havet. Legenderne om de tre lokale katolske helgener Skt. Helene, Skt. Arild og Skt. Thora, der blev myrdet og drev i land på kysterne i området, gav god mening i dette maritime miljø – også efter reformationen i 1536, da den katolske tro var erstattet af den lutherske lære. Vi skal her se nærmere på, hvordan tro og overtro gik hånd i hånd og optog sindene. Legenderne om Skt. Helene, Arild og Thora har rod i katolsk tid og knytter sig til helligkilder i Tisvilde i Tibirke sogn på Sjællands nordkyst og til de to nordvestskånske fiskerlejer, Arildsleje på nordsiden af Kullaberg i Brunnby sogn, og Torekov der ligger på Bjärehalvøens vestkyst på den modsatte side af Skälderviken. Historierne er først nedskrevet i efterreformatorisk tid, efter at de er gået fra mund til mund gennem flere generationer. På den tid var navnene og hændelserne i legenderne vævet ind i hinanden. Der er ingen grund til at tro, at sammenkædningen af Helene, Arild og Thora skyldes den katolske kirkes ønske om at forme legenderne i en bestemt retning med et fælles indhold. Det er snarere den folkelige forestillingsverden, der har videregivet fortællingerne under indtryk af lokalkulturen og kulturpå- virkningerne hen over Øresund med en fælles referenceramme i det maritime miljø. Man får det indtryk, at der har eksisteret en fælles sagnkreds omkring denne del af Øresund.

Du passerer kilden på ruten Ramløse – Tisvilde

Tegninger: Arnold Olsen – Tekst: Søren Frandsen