Mindful naturvandring - Asserbo Plantage

7. marts 2021

Kom ud i naturen, find ro og frirum til at få indsigt og udsigt…

 

Få skabt ro, overskud og plads til nye retninger med en vandring ud i det spirende forårs smukke natur.

Vandreguide og stresscoach Eskil Holten tager dig med gennem naturskønne Asserbo Plantage, hvor Eskil vil fokusere på at forbinde dig med naturen og give dig mulighed for at mærke efter, hvad der sker inden i dig, når du bevæger dig i varierede skovlandskab.

Turinformation

Tidspunkt: 7. marts 2021, fra kl. 10.00 til ca. kl. 15.00.

Mødested: Vi mødes og afslutter vandreturen i Asserbo, krydset ml. Tangvej og Nyvej: https://goo.gl/maps/suQjYtXo34GNHotS9.

Vandring: Arrangeret vandring inkl. guide.

Varighed: ca. 5 timer.

Længde: i alt ca. 17 kilometer.

Antal deltager: Max. 13 personer. Hvis forsamlingsloftet er under 10 udsættes turen, og du vil blive kontaktet direkte.

Pris: 395 kroner pr. person.

Tilmelding: Billet købes på VisitNordsjællands hjemmeside.

Udbyder: Foreningen Esrum-Tisvildevejen.

Praktisk

Flåter
Vi går kun på etablerede stier for at minimere kontaktmulighederne med flåter.

COVID-19
Alt foregår udendørs. Der kan opretholdes god afstand og myndighedernes anbefalinger bliver selvfølgelig overholdt.

Medbring
Tøj der passer til vejret, fyldt vandflaske. toiletpapir, madpakke, snacks, evt. noget varmt at drikke og hånddesinfektionsmiddel.

Spørgsmål
Du er meget velkommen til at kontakte Eskil Holten på kontakt@eskilholten.dk.

Undervejs

Lette meditationsøvelser, en sansende stillevandring, fysiske øvelser, walk and talk, efterfulgt af korte gruppesamtaler, vil indgå i programmet på den 17 km lange tur.

Den medbragte madpakke og pauserne nydes i naturen indhyllet i vinterens krystalklare luft.

Guiden skriver…

Meditation og stillevandring
En indledende meditationsøvelse hjælper os hen imod en åben og modtagelig opmærksomhed, som vi kan bringe med ud på vandreturen.
Samtidig sænker vi tempoet på stillevandringen og giver plads til at mærke efter, hvad der sker inde i os selv, når vi bevæger os ud i det varierede skovlandskab.

Forbundne kar
Skovlandskabet er en vej til at (gen)forbinde os med naturen og lægge vores travle hverdag til side. Det kan være svært, for vi føler jo os forbundne med en masse ting omkring os: Mobiler, abonnementer, biler, digitale platforme, arbejde, osv.

Vi glemmer, at vi allermest er forbundet med naturen – som forbundne kar. Vandreturen er en påmindelse om vores tætte bånd med naturen og sætter andre ting i perspektiv.

Udsyn og overskud
Udsigtspunkter bringer nye perspektiver og fornyet overblik og overskuelighed. Forhindringer, der det ene øjeblik står i vejen og virker vigtige og betydningsfulde, kan pludselig fylde meget lidt, og du ser i stedet nye veje og muligheder.

Det skaber ro og overskud og plads til nye retninger.

Om guiden

Eskil Holten er cand. mag. med en bachelorgrad i litteraturhistorie og tilbyder til dagligt udendørs psykoterapi og naturbaserede mandegrupper. Derudover arrangerer Eskil jævnligt vandreture i det nordsjællandske med forskellige tematikker, som passer til årstiden og hans egen nysgerrighed. Han er særligt optaget af at bruge naturen til sundhedsfremmende aktiviteter, som fx  afstressning og restitution

Læs mere om Eskil Holten på hans hjemmeside.