
Transport af bagage m.m.
Vil du gerne vandre på Tisvildevejen, uden at skulle bekymre dig om tunge rygsække eller transport mellem punkt A og B, så kan vi hjælpe
Hjem » Annisse – Ramløse
Turen fra Annisse til Ramløse går langs Arresøens bred ad en fredelig lille sti. Undervejs er der gode muligheder for at opleve søens dyreliv. Sidst på ruten kommer du til ”Ramløse Bakker”, som er et smukt kuperet område ned mod søen.
Ruten er ca. 12 km. lang.
Annisse har fra gammel tid været beboet, hvilket de mange gravhøje fra oldtiden er synlige beviser på. Der findes i dag rester af 8 bevarede høje med jættestuer, som er fredet.
Ved Annisse by rager et næs ud i Arresø, og navnet Annisse betyder da også ’ved næsset’.
I 1200-tallet blev der opført en borg i Annisse på næsset, som senere fik navnet ’Hovgårdsnæsset’.
I vikingetiden var Arresø en fjordarm, som strakte sig ind i landet ude fra Kattegat med et bredt udløb mellem Arrenakke og Asserbo.
I 1200 tallet havde Danmark mange fjender, og der blev bygget en del fæstninger, som kunne sikre den danske kystlinje, bla. Hovgårdsnæsset. På det tidspunkt kunne fjenden sagtens føre sine skibe direkte ind i Arresø, hvorfra man kunne få det perfekte baghold.
Nyd turen fra Annisse til Ramløse langs Arresøens bred, med vandet på din venstre side og landskabets venlige marker på din højre side. Her er fred og ro på den lille sti, og god mulighed for at opleve søens dyreliv på nært hold. Præster og degne red, kørte eller gik søndag efter søndag ad den smalle vej, som forbandt kirkerne; naturligt nok kom den til at hedde ”Præstevej”. Det er denne vej, du nu skal ud på.
Præstevejen løber langs søens rørskov. Det kuperede terræn forstærkes af de tilstødende arealer af hævet havbund. Rørhøgen er en af de almindeligste rovfugle i området. Den kendes let på sine stærkt løftede vinger i svævet. Kig efter den langs bredden, men især inde over de tilstødende marker. Den går gerne efter mus og uforsigtige harekillinger. Men med lidt tålmodighed ses dagligt både havørn og fiskeørn. Husk at lægge nakken godt tilbage, for de er højt, højt oppe.
Om aftenen i forsommeren runger rørdrummens paukende trommelyde gennem rørskoven. For få år siden blev der udsat et par bæverfamilier i de tilstødende åer. Er du tidlig på færde – eller sent ude – så nyd synet af de græssende rådyr. Området er også vært for en bestand af kronvildt.
Områdets forekomst af ler gav grundlag for etablering af Pedershvile Teglværk i 1933. Teglværket drives i dag af Wienerberger A/S, som er et datterselskab i den verdensomspændende teglkoncern Wienerberger AG. På Pedershvile Teglværk produceres i dag mursten og beklædningstegl af ler udvundet på arealer omkring teglværket.
Har du valgt den lange rute, kommer du igennem den smukke lille landsby Bendstrup og kommer videre til Alsønderup. Alsønderup Kirke er en smuk gammel landsbykirke med en historie som række helt tilbage til 1100 tallet. Fra Alsønderup går ruten gennem Nejede Vestskov og møder Arresø ved Pøleåens udløb.
Vil du gerne vandre på Tisvildevejen, uden at skulle bekymre dig om tunge rygsække eller transport mellem punkt A og B, så kan vi hjælpe
Gribskovbanen, som køre mellem Hillerød og Gilleleje, har hele 2 stationer på denne etape, nemlig Kagerup og Mårum. Buslinje 362 går mellem Helsinge og Gilleleje via Kagerup St., Mårum og Esrum Kloster. Buslinje 380R går mellem Helsinge og Hillerød via Alsønderup, Gl. Annisse og Annisse Nord.
Her finder du links til foreninger eller lignende, som ofte har arrangementer du kan deltage i.
I Mårum findes OK-tanken som sælger lidt dagligvarer samt sandwich, pølser, brød og drikkevarer. Find åbningstider på deres Facebook side.
Mad og drikke på vejen fra Mårum til Annisse:
Hvis dit B&B på etapen ikke tilbyder aftensmad, kan du bestille maden hos Nordsjællands Kogekoneservice og få det leveret. Ring og aftal nærmere på tlf. 25480436.
I Høbjerg, få kilometer efter Solbjerg Engsø, ligger Cafe Pibe Mølle samt oste- og vinbutikken Pibe Mølle Ost og Vin.
I Alsønderup finder man en god Spar Købmand med et godt udvalg af dagligvare.
Du finder toilet og vand:
Annisse Kirke er beliggende i Gl. Annisse med en fantastisk udsigt over Arresø, lige når man kommer ud af våbenhuset.
Mårum Kirke ligger i udkanten af Mårum mod syd-øst. Kirken dækker et sogn, som breder sig helt ned til Solbjerg Engsø.